Hvad husker du bagefter?

Hverdagen og rutinerne er vigtige på Ulstrup Efterskole. De fleste synes, det er godt at vide, hvad der skal ske i løbet af dagen og ugen.,

Alligevel kan det godt være, det er nogle af de mange anderledes oplevelser og dage på skolen, du husker bedst, når du bagefter tænker tilbage?

For eksempel husker du måske årets gallafest? Stefan med slips og jakke eller Maria med skørt og lange hvide handsker? Eller duften af gallamiddagen, som I spiste på hvide duge med sølvlysestager? Som Line for øvrigt spildte solbærsauce på...

Eller turen til Odsherred Zoo, hvor gedekiddet gumlede på dit snørebånd, og hvor dyrepasseren lod dig have en slange om livet, så du troede, du skulle dø. Det var måske der, du besluttede, at du ikke skulle være dyrepasser alligevel?

Eller lejrskolen, hvor du sov i telt i fire dage og vandrede 15 km. Du husker måske, du var i Odense for første gang og det lille bitte værelse, hvor HC Andersen boede med sin mor, far og tante?

Eller afslutningsfesten, hvor I desværre fik bank af lærerne i årets fodboldkamp, og hvor alle klædte sig ud i 80´er kostume og hørte musik fra dine forældres barndom. Det var måske også her, du fandt ud af, hvordan en rejecoctail smager?

Ligesom at hverdagene og rutinerne er vigtige, er fester, højtider, ture og lejrskoler det. Vi glæder os til dem - hver gang!